I ISTEDGADE ER DER ALTID EN HEL DEL BALLADE

Sandra Frederiksen har levet på Vesterbro hele sit liv. Hun er vokset op på Istedgade – i den ende, der ligger nærmest Københavns Hovedbanegård.

Det betyder, at noget af det første hun ser som syvårig, når hun træder ud på gaden fra sin lejlighedsopgang er Mændenes Hjem, Mariakirken og de brogede slæng foran, der støjer, drikker, griner og kokser ud. Langs Istedgade står luderne op af muren og venter på kunder. Og hvis kunderne ikke kommer, så føler luderne sig nødsaget til at råbe de forbipasserende an. Blandt luderne går narkomanerne og pusherne. Pusherne kommer hviskende hen til folk og tilbyder stoffer, der kan tilfredsstille alle de behov, som luderne ikke kan. På hjørnerne ligger bodegaerne og inde i dem bliver der drukket, røget og diskuteret vigtige ting hele dagen lang.

Samlet set er området beboet af folk, der ikke er særligt velstillede og som måske bruger de få penge, de har, til at stilne et misbrug og opretholde en usund livsførelse.

Her begyndte Sandra Frederiksens liv. Nu udgiver hun sin debut-EP under kunstner-navnet Mendoza. Men før Sandra blev Mendoza, da hun var syv år, sad hun på en høj barstol og prøvede at tælle samtlige udenlandske pengesedler under glaspladen i bardisken på baren Spunk i Istedgade. Da hun var 14 dansede hun på bordene i en blanding af beruselse, eufori og provokation på Thai Corner, der ligger på hjørnet af Gasværksvej og Istedgade. Da hun var 16 fik hun en datter og da hun var 22 år udgav hun sin første single.

Nu er hun 24 år, skal til at udgive sin første EP og træder, for gud ved hvilken gang, ind på Spunk igen, hvor jeg sidder i hjørnet og ser hende smile og hilse på stamkunderne, bartenderen og gamle bekendte. Baren har været stamsted for hendes far, da hun var ganske ung og dermed blev den også et stamsted for hende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

EN BERUSET BARNDOM

Lille unge Sandra fik lov at sidde sammen med de voksne øldrikkende stamkunder på Spunk. Hun fik meget opmærksomhed fra det kvindelige personale, som elskede når hun var på besøg.

Selvom værtshuse naturligvis ikke er børnevenlige, så havde Spunk en hjemmelig varme som Sandra nostalgisk mindes. Spunk var på en måde “børnevenlig” – i den forstand, at der var meget at kigge på for en lille pige.

Langs bænkene hele vejen rundt i de små båse hænger små messingskilte med indgraverede morsomheder, såsom: “Hjælp politiet – bliv masochist”, “Hypokondri dræber, måske” eller “Reinkarnation er ved at få comeback – det blir over mit lig”. I loftet hænger der utallige udenlandske pengesedler, som er sponsoreret af de mange turister, der har besøgt stedet gennem årene.

Under selve bardisken, der er lavet af glas, ligger flere af disse pengesedler – og det var her Sandra brugte meget af sin tid som barn, med en far, der sikkert har siddet i en af båsene med sine venner, drukket og lært sig sin særegne far-humor af de humoristiske one-liners på messingskiltene.

(Artiklen fortsætter under billedet)

DESPERATIONEN SPARKER IND OG EMPATIEN SPARKES UD

Spunk blev i årenes løb skiftet ud med mindre ”børnevenlige” beværtninger og i takt med Sandras alder blev den alkoholfrie Tequila Sunrise skiftet ud med den ægte vare og mere til. Det hele foregår på de samme barer, hun var på med sin far og selvom hun i den periode forsøger at tillægge besøgene en ironisk distance, så er det hele alligevel lidt for virkeligt.

Alle Sandra omgav sig med på det tidspunkt havde det rigtig dårligt og de forsøgte at dulme det med mere alkohol og vildere fester. Når man udstråler dårligdom så tiltrækker man dårlige ting, og det måtte Sandra også sande.

”Dengang der var jeg fuldstændigt lukket ned for empati. Jeg havde intet tilovers for andre mennesker, jeg var den største egoist man kunne møde. Fuldstændig ligeglad med andres følelser. Jeg ville udnytte alle, jeg kunne udnytte. Selv mine bedste venner. Og det tror jeg har rigtig meget at gøre med, at jeg har levet blandt så mange mennesker, hvor der var så mange sørgelige ting.

Og det er meget den vibe, der er her på Vesterbro. Du klarer bare dig selv. Du ved, junkier de kommer og prøver at overfalde dig midt om natten, når du er på vej hjem fra byen.

Da jeg var 14 år var det fuldstændigt normalt, at folk bare gik og tog mig på røven, når jeg var på vej hjem fra byen. Det er jo simpelthen så klamt at tage en 14 årig på røven. Det var bare sådan det var og du blev bare nødt til at klare dig selv.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

HVIS DER ER KOLDBRAND I BENET – SÅ SKÆR DET AF!

Sandras omgangskreds’ balstyriske udskejelser eskalerede og øl og hash blev skiftet ud med sprut og hårde stoffer. Desperationen og den destruktive adfærd hos folkene omkring Sandra tog overhånd, og de misforståede intentioner om kærlighed og sammenhold førte til fester med ketamin, LSD og kæmpe narkoorgier. Noget hun aldrig selv deltog i, men som skete i det techno-miljø, hun var en del af.

Sandra kan sagtens forstå, hvordan hendes venner kom så langt ud, men hun fik selv behov for at distancere sig fra det. Derfor valgte hun at rykke længere ud på Vesterbro - væk fra Istedgades hårde miljø og væk fra den mentalitet, der klæber sig til en pige, der hele sin opvækst igennem har lært at finde sig i den hårde tone og vende det blinde øje til uretfærdigheden på gaden. Hun begyndte at se nogle andre mennesker, for hvem stofferne og den grænsesøgende adfærd ikke var det vigtigste.

Det er en drastisk beslutning at skifte sin omgangskreds ud, men når den, man befinder sig i, får det værste frem i én, så må man tage en beslutning. Det gjorde Sandra - hun skar benet med koldbrand af. Det satte nogle tanker i gang om sindstilstanden i hendes unge år, hvor sprutten og trippene herskede og hvor empatien blev gemt væk.

”Jeg har set folk blive kørt ned, jagtet igennem Istedgade og slået ned med bat.

Jeg har set meget blod helt fra da jeg var syv år gammel.

Dengang tænkte jeg ikke videre over det, fordi det var en del af min hverdag, men nu, hvor jeg lever i en stor kontrast til alt det, så kan jeg lige pludselig se, hvor sørgeligt det har været.

Jeg tror, at det har gjort mig dobbelt så empatisk.
Det er meget svært at se det udefra, når man er i det, men nu står jeg på den anden side og har fået sådan en kæmpe empati for mennesker generelt. Det er blevet nemt for mig at sætte mig ind i andres sted.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

MENDOZAS KARRIERE HAR TAGET FART

Når jeg kigger ind i Sandras øjne, er det tydeligt at se, at hun ikke længere har det skidt. Hun smiler – ikke kun med munden – når hun fortæller. Jeg tror, at det er det nyfundne gode humør, der sammen med alle de erfaringer hun har gjort sig gennem sit, endnu relativt korte, liv, der skaber den interessante karakter, Mendoza er. Der er en varme og et nærvær i Mendozas musik og en glød af humor og overskud i hendes måde at præsentere musikken.

Sandra har altid fået at vide, at hun er typen, der gerne vil chokere. Og på trods af at hun benægter dette, så ser jeg alligevel en smule chokværdi i hendes outfits, når hun træder op som Mendoza, selvom det er gjort med en stor portion selvironi. Sort lak og læder, høje plateausko, horn, maske og vild make-up. Marilyn Manson møder Madonna og bliver til Mendoza.

Sidste år udgav Mendoza singlen Love Druggie, som blev meget populær og allerede nu kan man høre den første single, True Meaning of Cruel, fra den nye EP på adskillige radiostationer.

True Meaning of Cruel er skrevet for næsten to år siden og det er den eneste sang på EP’en, der ikke handler om Sandra selv. Da hun besluttede, at det skulle være den første single ringede hun til veninden, som den handler om, for at spørge om hun havde et problem med at den blev udgivet. Det var en underlig samtale, men også meget rar:

”Hun var helt cool med det. Hun er en tough nut og er kommet videre og har håndteret det så sejt. Da jeg sendte hende sangen, sendte hun en sms tilbage om, at hun var lige ved at græde.”

(Artiklen fortsætter under videoen)

Mendoza, som på dansk hedder Sandra Frederiksen, er et unikt eksempel på en person, der har haft alle odds imod sig, men alligevel har formået at skabe noget smukt. Kunsten kommer ikke fra hendes modgang, men springer ud af hendes evne til at vende modgangen til medgang og samtidig reflektere over, hvad der gik galt – og hvordan hun kan komme videre.
Opvækstens erfaringer skaber mennesket, men mennesket skaber kunsten.

Første gang jeg læste om Mendoza, tænkte jeg: ”Hun er heldig, fordi hun kan bruge sin lidelseshistorie til at skabe nærværende og autentisk kunst. Hvis jeg var født omringet af alkoholisme, slåskampe og pædofile stoddere, så havde jeg da også været en stor kunstner i dag.”

Efter at have talt med Sandra må jeg erkende, at jeg tog fejl. Hvis jeg havde været i hendes sted, var jeg blevet én af dem, der stadig sidder på bodegaen og snakker lidt for højt, er lidt for upassende og måske kigger efter lidt for unge piger. Det kræver en gennemgående stærk person, at få noget tilnærmelsesvist godt ud af det liv, Sandra er blevet tildelt. Man bliver ikke en god kunstner af at vokse op i bunden af samfundet – det kræver arbejdsomhed og en utrolig selvindsigt og selvkontrol.

(Artiklen fortsætter under billedet)

I ISTEDGADE ER DER ALTID EN HEL DEL BALLADE

Sandra Frederiksen har levet på Vesterbro hele sit liv. Hun er vokset op på Istedgade – i den ende, der ligger nærmest Københavns Hovedbanegård.

Det betyder, at noget af det første hun ser som syvårig, når hun træder ud på gaden fra sin lejlighedsopgang er Mændenes Hjem, Mariakirken og de brogede slæng foran, der støjer, drikker, griner og kokser ud. Langs Istedgade står luderne op af muren og venter på kunder. Og hvis kunderne ikke kommer, så føler luderne sig nødsaget til at råbe de forbipasserende an. Blandt luderne går narkomanerne og pusherne. Pusherne kommer hviskende hen til folk og tilbyder stoffer, der kan tilfredsstille alle de behov, som luderne ikke kan. På hjørnerne ligger bodegaerne og inde i dem bliver der drukket, røget og diskuteret vigtige ting hele dagen lang.

Samlet set er området beboet af folk, der ikke er særligt velstillede og som måske bruger de få penge, de har, til at stilne et misbrug og opretholde en usund livsførelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her begyndte Sandra Frederiksens liv. Nu udgiver hun sin debut-EP under kunstner-navnet Mendoza. Men før Sandra blev Mendoza, da hun var syv år, sad hun på en høj barstol og prøvede at tælle samtlige udenlandske pengesedler under glaspladen i bardisken på baren Spunk i Istedgade. Da hun var 14 dansede hun på bordene i en blanding af beruselse, eufori og provokation på Thai Corner, der ligger på hjørnet af Gasværksvej og Istedgade. Da hun var 16 fik hun en datter og da hun var 22 år udgav hun sin første single.

Nu er hun 24 år, skal til at udgive sin første EP og træder, for gud ved hvilken gang, ind på Spunk igen, hvor jeg sidder i hjørnet og ser hende smile og hilse på stamkunderne, bartenderen og gamle bekendte. Baren har været stamsted for hendes far, da hun var ganske ung og dermed blev den også et stamsted for hende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

EN BERUSET BARNDOM

Lille unge Sandra fik lov at sidde sammen med de voksne øldrikkende stamkunder på Spunk. Hun fik meget opmærksomhed fra det kvindelige personale, som elskede når hun var på besøg.

Selvom værtshuse naturligvis ikke er børnevenlige, så havde Spunk en hjemmelig varme som Sandra nostalgisk mindes. Spunk var på en måde “børnevenlig” – i den forstand, at der var meget at kigge på for en lille pige.

Langs bænkene hele vejen rundt i de små båse hænger små messingskilte med indgraverede morsomheder, såsom: “Hjælp politiet – bliv masochist”, “Hypokondri dræber, måske” eller “Reinkarnation er ved at få comeback – det blir over mit lig”. I loftet hænger der utallige udenlandske pengesedler, som er sponsoreret af de mange turister, der har besøgt stedet gennem årene.

Under selve bardisken, der er lavet af glas, ligger flere af disse pengesedler – og det var her Sandra brugte meget af sin tid som barn, med en far, der sikkert har siddet i en af båsene med sine venner, drukket og lært sig sin særegne far-humor af de humoristiske one-liners på messingskiltene.

(Artiklen fortsætter under billedet)

DESPERATIONEN SPARKER IND OG EMPATIEN SPARKES UD

Spunk blev i årenes løb skiftet ud med mindre ”børnevenlige” beværtninger og i takt med Sandras alder blev den alkoholfrie Tequila Sunrise skiftet ud med den ægte vare og mere til. Det hele foregår på de samme barer, hun var på med sin far og selvom hun i den periode forsøger at tillægge besøgene en ironisk distance, så er det hele alligevel lidt for virkeligt.

Alle Sandra omgav sig med på det tidspunkt havde det rigtig dårligt og de forsøgte at dulme det med mere alkohol og vildere fester. Når man udstråler dårligdom så tiltrækker man dårlige ting, og det måtte Sandra også sande.

”Dengang der var jeg fuldstændigt lukket ned for empati. Jeg havde intet tilovers for andre menne-sker, jeg var den største egoist man kunne møde. Fuldstændig ligeglad med andres følelser. Jeg ville udnytte alle, jeg kunne ud-nytte. Selv mine bedste venner. Og det tror jeg har rigtig meget at gøre med, at jeg har levet blandt så mange mennesker, hvor der var så mange sørgelige ting.

Og det er meget den vibe, der er her på Vesterbro. Du klarer bare dig selv. Du ved, junkier de kommer og prøver at overfalde dig midt om natten, når du er på vej hjem fra byen.

Da jeg var 14 år var det fuldstændigt normalt, at folk bare gik og tog mig på røven, når jeg var på vej hjem fra byen. Det er jo simpelthen så klamt at tage en 14 årig på røven. Det var bare sådan det var og du blev bare nødt til at klare dig selv.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Noget, der står meget tydeligt i Sandras bevidsthed, er de gange hun har ladet en af sine bedste veninder tage tæskene for de fester hun lokkede hende til at holde i sine forældres hus, selvom hun vidste, at meget mindre kunne udløse den voldelige families temperament:

“Det kunne være de sygeste ting. Når hun kom hjem fra svømning på skolen og havde glemt at tage sit håndklæde op af tasken. Så fik hun bare slag. Det var nogle helt åndssvage ting.”

Grænserne for hvad der kunne lade sig gøre skulle skubbes og selvom Sandra vidste, at veninden ville få ballade for de ting, de gjorde, var projektet for hende at vise veninden, hvad livet også kunne byde på. Hvis man alligevel bliver tæsket for at glemme sit våde svømme-tøj i en pose, så kan man jo lige så godt gøre nogle vildere ting, for de slag man alligevel får. Sandra fik veninden med på eventyr, som hun måske aldrig var kommet på ellers, fordi hun ikke turde udfordre sine forældres regler.

Den nye single fra Mendoza True Meaning of Cruel handler netop om denne veninde og i pressemeddelelsen står der: ”Jeg så min veninde leve et undertrykt liv og jeg lokkede hende, som en anden djævel på skulderen, til at gøre rebelske ting. Når hun blev straffet, drømte jeg om at redde hende, men vi var begge alt for bange, dog aldrig nok til, at jeg ikke igen og igen fristede hende ud i ny ballade.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

HVIS DER ER KOLDBRAND I BENET – SÅ SKÆR DET AF!

Sandras omgangskreds’ balstyriske udskejelser eskalerede og øl og hash blev skiftet ud med sprut og hårde stoffer. Desperationen og den destruk-tive adfærd hos folkene omkring Sandra tog overhånd, og de misfor-ståede intentioner om kærlighed og sammenhold førte til fester med keta-min, LSD og kæmpe narkoorgier. Noget hun aldrig selv deltog i, men som skete i det techno-miljø, hun var en del af.

Sandra kan sagtens forstå, hvordan hendes venner kom så langt ud, men hun fik selv behov for at distancere sig fra det. Derfor valgte hun at rykke længere ud på Vesterbro – væk fra Istedgades hårde miljø og væk fra den mentalitet, der klæber sig til en pige, der hele sin opvækst igennem har lært at finde sig i den hårde tone og vende det blinde øje til uretfærdigheden på gaden. Hun begyndte at se nogle andre mennesker, for hvem stofferne og den grænsesøgende adfærd ikke var det vigtigste.

Det er en drastisk beslutning at skifte sin omgangskreds ud, men når den, man befinder sig i, får det værste frem i én, så må man tage en beslutning. Det gjorde Sandra – hun skar benet med koldbrand af. Det satte nogle tanker i gang om sindstilstanden i hendes unge år, hvor sprutten og trippene herskede og hvor empatien blev gemt væk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

”Jeg har set folk blive kørt ned, jagtet igennem Istedgade og slået ned med bat.

Jeg har set meget blod helt fra da jeg var syv år gammel.

Dengang tænkte jeg ikke videre over det, fordi det var en del af min hverdag, men nu, hvor jeg lever i en stor kontrast til alt det, så kan jeg lige pludselig se, hvor sørgeligt det har været.

Jeg tror, at det har gjort mig dobbelt så empatisk.
Det er meget svært at se det udefra, når man er i det, men nu står jeg på den anden side og har fået sådan en kæmpe empati for mennesker generelt. Det er blevet nemt for mig at sætte mig ind i andres sted.” 

(Artiklen fortsætter under billedet)

MENDOZAS KARRIERE HAR TAGET FART

Når jeg kigger ind i Sandras øjne, er det tydeligt at se, at hun ikke længere har det skidt. Hun smiler – ikke kun med munden – når hun fortæller. Jeg tror, at det er det nyfundne gode humør, der sammen med alle de erfaringer hun har gjort sig gennem sit, endnu relativt korte, liv, der skaber den interessante karakter, Mendoza er. Der er en varme og et nærvær i Mendozas musik og en glød af humor og overskud i hendes måde at præsentere musikken.

Sandra har altid fået at vide, at hun er typen, der gerne vil chokere. Og på trods af at hun benægter dette, så ser jeg alligevel en smule chokværdi i hendes outfits, når hun træder op som Mendoza, selvom det er gjort med en stor portion selvironi. Sort lak og læder, høje plateausko, horn, maske og vild make-up. Marilyn Manson møder Madonna og bliver til Mendoza.

Sidste år udgav Mendoza singlen Love Druggie, som blev meget populær og allerede nu kan man høre den første single, True Meaning of Cruel, fra den nye EP på adskillige radiostationer.

True Meaning of Cruel er skrevet for næsten to år siden og det er den eneste sang på EP’en, der ikke handler om Sandra selv. Da hun besluttede, at det skulle være den første single ringede hun til veninden, som den handler om, for at spørge om hun havde et problem med at den blev udgivet. Det var en underlig samtale, men også meget rar:

”Hun var helt cool med det. Hun er en tough nut og er kommet videre og har håndteret det så sejt. Da jeg sendte hende sangen, sendte hun en sms tilbage om, at hun var lige ved at græde.”

(Artiklen fortsætter under videoen)