TEKST: ANTON GADE-NIELSEN

FOTO: AMANDA HJERNØ

 

​

 

Jeg mødte Jamaika sidste år, da han lige var kommet ud af brummen. Han havde fået en guldplade og var taget på Roskilde Festival for at synge sine sange for et publikum, der bliver større dag for dag.

 

Han smilede, han var glad, han var på toppen: ”Jeg er velsignet nu. Jeg kom ud [af fængsel, red.] og fik stukket en guldplade i hånden,” sagde han til mig. Verden lå for Jamaikas fødder – men ikke længe efter er han tilbage i cellen.

 

Der er to ting, der fylder meget i Jamaikas liv; musikken og fængselscellen:

“Hvis det ikke er musikken, så er det dét her resten af livet,” sådan siger han i et videoklip halvvejs inde i musikvideoen til sangen Blodskudt. I klippet sidder han i en celle, og intervieweren spørger: “Og hvad er “det her”?” – “Det er livet bag tremmer,” svarer Jamaika. Han ved det godt selv. Det er den berømte skillevej; et ben i brummen og et ben på toppen. Nu sidder han i fængslet igen, men musikken lever stadig – sammen med håbet om, at det ikke skal være “dét her resten af livet”.

 

Tag ansvar

31. marts udgav han en ny single, som hedder Ansvar. Coveret på singlen er designet til at ligne dokumentet fra hans seneste anholdelse. Der står ’politi’ i højre hjørne og nederst på siden er den klassiske fotoserie med den anholdtes hoved i profil, front og profil. I rubrikkerne over billederne står der artist, pladeselskab, titel og lignende.

 

Jamaika indskriver sig i en lang tradition af berømte musikere, der på et tidspunkt i deres karriere har fået taget den slags fotos. Dem er der mange af, men det er trods alt ikke ofte, at en dansk populær musiker ryger ind og ud af fængslet på samme måde som Jamaika gør.

 

9. juni udgav han endnu en single fra fængselscellen. Sangen hedder Trip Nok og har Sivas med på et af versene.

 

En glad dreng

Da jeg talte med Jamaika sidste sommer, virkede han som en følsom og glad dreng. Ja, jeg siger dreng. Og det er ikke fordi jeg selv føler mig gammel – selvom der stod en ung fyr foran mig til Jamaikas koncert, som vendte sig om og spurgte mig, hvor gammel jeg var. Da jeg fortalte ham min alder, fik jeg følgende svar tilbage: “Nåh ja, alle skal have lov til at være her…” – nej, det er ikke derfor, at jeg siger, at Jamaika virker som en følsom og glad dreng.

 

Det er ikke derfor, jeg bruger ordet dreng. Det gør jeg, fordi han er det. Da vi talte sammen på Roskilde Festival om hans musik om hans hjemby Vejle, om hans mor, hans musikalske brødre og hans visioner – der så jeg en storsmilende sympatisk dreng med øjne, der udstrålede den helt rette blanding af venlighed, selvsikkerhed, gå-på-mod og utroligt store ambitioner.

 

Alt dette kommer til udtryk i hans musik, men det kombineres med en følelse af at stå i stampe i et miljø, der er svært at komme ud af og som konstant kræver af ham, at han træffer nogle valg, som ikke nødvendigvis er karrierefremmende. Eller sagt på en anden måde:

 

Og de kolde dage på gaden gav min mama paranoia

Så jeg jagter de der para konstant, hør mig hooyo’

Når min vej den er tåget op, og problemer tilføjer

Er jeg tvunget til at stå ude på gaden med en døgner

(fra sangen Blodskudt fra EP’en SxB På Fri Fod)

 

Der er dog en vedvarende og gennemgående nerve af håb om at overvinde de indre og ydre dæmoner i mange af hans tekster:

 

Men jeg ved at der er gode dage, som der venter

Og jeg har mine brødre med mig, dem der tætte

En dag tænkte jeg fuck det, og la' min sjæl lette

Hellere det, end at sidde, indespærret bag en væg

(fra sangen Gode dage venter på EP’en SxB På Fri Fod)

 

Jamaika vil gerne skifte cellen ud med scenen og gøre sine forældre (navnligt sin mor) stolte. Han ved, at den måde han lever sit liv på ikke er holdbar, men det er svært at komme på rette kurs. Han føler sig splittet – eller med andre ord ”skizo” – som han synger på sin nyeste single med Sivas.

 

“Min mor betyder al verden for mig”

Hvem er Jamaika, hvis han ikke er kriminel og ryger ud og ind af kasjotten? Hvad skal han synge han om, hvis han lægger kriminaliteten på hylden? Og hvad skal være hans motivation til at ændre retning i livet?

 

Jeg har lagt mærke til, at Jamaika synger om sin familie, og sin mor flere gange på sin første EP “SxB På Fri Fod”. På introen til På Fri Fod synger han: “Min mama sagde til mig pas på dig selv, du har været ude i en uge nu,” og på Gode Dage Venter synger han: “Jeg drømmer om min mor skal se hendes søn, på tv

Det er grunden og ambitionen til, at jeg kan blive ved”. Måske er det et moderligt skub i den rigtige retning der skal til, for at han kommer på rette vej:

 

“Min mor betyder al verden for mig. Hvis du ikke har det sådan med din mor, så skulle du ta’ at få det sådan med din mor. Det er den kvinde, der har båret dig i ni måneder og været overbeskyttende. Jeg ved, at jeg har skuffet hende mange gange – jeg håber, at det her kan rette op på alle de ting. Jeg håber at de [far og mor, red.] er stolte af, hvad deres søn udretter.”

 

Jens på 45 år

Der er én bestemt ting ved Jamaika, der adskiller ham fra andre unge danske musikere med samme historie som ham. Jamaika synger, han rapper ikke. Jamaika krænger sine følelser ud på sårbar vis i en form for moderne croon eller klagesang. Selvom hans tekster har en del vrede, så har hans musikalske stil en stor melankoli, som ingen andre inde for denne musikgenre har formået at ramme lige så rent som han gør.

 

Der er meget vrede i ham. Og en følelse af uretfærdighed. For livet er fucked for en dreng som ham. Og det skal folk vide. Jamaika vil ikke bare råbe sine brødre op – han vil råbe hele Danmark op. Derfor laver han ikke hård rap-musik, som kun dem, der i forvejen er enige med ham, kan holde ud at lytte til.

 

“Budskabet skal ud, og når jeg synger det, så fanger det også Jens på 45 år.” Jamaika har en plan med sin musik. Hele Danmark og alle ’Jens’er på 45 år’ skal vide, hvad der foregår i forstadens ghettoområder – steder der ikke får så meget pressedækning, fordi Nørrebro og problemerne i de større byer får al medieomtalen.

 

En modig mand

Jamaika er en modig mand. Og jeg siger ikke mand, fordi jeg kom til at kalde ham dreng lige før og nu bliver lidt bange for, hvad sådan en fyr kan finde på at gøre, hvis jeg bliver ved med at kalde ham dreng. Jeg kalder ham mand, fordi han har været igennem så meget, at han nu står på egne ben og må tage ansvar. Og det er han måske begyndt at gøre. Seneste single handler om at tage ansvar:

 

“Jeg tager ansvar / Hvis de siger, at det' min skyld.”

 

Men den handler også om den splittelse, som Jamaika og andre i hans situation står i, når man skal gøre op med den fortid, der definerer dig. Derudover er det også modigt at synge så sjæleudkrængende, som han gør. For han synger om rigtige følelser og ikke bare om penge og stoffer. Han er i et miljø, hvor det at være ægte er vigtigt, men hvor en hård facade stadig er en stor del af gamet.

 

Jamaika har rigeligt med attitude, men når han synger, så sænkes paraderne, og han tør stå blottet og stole på, at når han synger om livet, så skaber han ord genklang i miljøet.

 

“Startet livet på blokken, og jeg bli'r her, til de henter mig

Var sjakal fra barnsben, har svært ved at ændre mig

Har mig et par retssager, jeg ved, de vil fængsle mig

Leved' det her liv, længe før folk, de kendte mig

Levet det alt for længe og min bror det ikk' korrekt for mig”

(fra den nye single Ansvar)

 

Følelserne bliver ikke gemt væk bag attitude, når man står over for Jamaika. Han spiller hverken sej eller hård. Sådan er det også med hans musik. Det prøver ikke at være noget, som det ikke er – og det er den ærlighed, der gør Jamaika til både en modig mand og en følsom dreng. Han tør sige hvad han tænker og føler – og han kæmper med sine indre dæmoner, alt imens han forfølger sin drengedrøm med barnlig optimisme og et charmerende glimt i øjet. Mon ikke mor er stolt, trods alt?