DEN FØRSTE GANG

Jeg vågner op i frit fald. Mine lemmer er fuldstændig frosset fast og presset ned imod madrassen som om, at al vægt på jorden læner sig ind over mig. Det er følelsen af at være ombord på et rumskib på vej til at forlade jordens atmosfære. Alle endorfiner, der er til rådighed i min krop, er aktiveret, og jo mere jeg forsøger at forstå situationen, des mere ulykkelig bliver jeg. For realiteten er, at jeg knap nok kan begribe, hvad der er op og ned lige præcis nu. Det er som om, at al ulykke i verden rammer mig. Jeg græder fuldstændig ukontrolleret, og jo mere jeg prøver at rationalisere frem til, hvad der overkommer mig, jo mere ulykkelig bliver jeg. Da anfaldet starter, er jeg i tvivl, om jeg drømmer. Men jeg er så vågen, som jeg overhovedet kan blive den dag i august 2014.

 

Min mor har i længere tid belemret mig med de samme bekrymringer igen og igen: ”tag noget tid til dig selv”, ”du kan ikke blive ved på samme måde” og ”kommer du ikke snart og besøger din gamle mor?”. Hun er bekymret over mine pressede arbejdsdage, men det hun ikke forstår er, at jeg jo, i modsætning til alle andre, er immun overfor stress.

 

Jeg var egentlig ikke helt bevidst om, hvad der skete den aften, da jeg lå i min seng, og jeg skød tanken og oplevelsen væk i flere dage i forsøg på at glemme det. En google-søgning senere blev jeg klar over, at jeg havde oplevet et vaskeægte angstanfald. Og at stress nok var den skyldige. Men kunne det virkelig passe? For stress er da kun noget, der rammer sociale tabere og ulykkelige funktionærer og ikke mig, Ulrik Schultz? Af frygt for at jeg skulle opleve endnu et anfald, besluttede jeg at tage to ugers ferie – fri fra arbejde, skole og musik. Jeg tænkte, det måtte være rigeligt tid til at komme ovenpå. Men jeg lærte hurtigt, at to ugers ferie ikke rigtig gør nogen forskel. De kloge fortalte mig, at jeg skulle ændre måden, jeg levede på, når jeg ikke var på ferie. Men jeg havde regnet med, at to uger da måtte være nok til en helbredelse. Derfor løb jeg med åbne arme imod de gamle rutiner, som jo var roden til problemet til at starte med.

 

I løbet af det næste halve år blev flere symptomer tydelige. Jeg var udmattet, ligeglad og havde svært ved at huske helt almindelige ting. Ja, det jeg faktisk husker bedst var, at jeg ikke kunne huske noget. Jeg var fuldkommen afhængig af min kalender, og nogle gange kunne jeg kigge i den for så at glemme det igen lige bagefter. Jeg følte mig ofte også fremmedgjort for, hvor jeg var, og hvad jeg lavede. Følelsen kan nok bedst forklares som, at min krop fungerede som en form for køretøj; om morgenen ville jeg stå op og stige om bord i min krop, som derefter ville føre mig gennem dagen. Jeg ville normalt ikke føle mig stresset, før jeg steg ud af min krop om aftenen, og så kom anfaldende tilbage.

På trods af det bildte jeg mig selv ind, at jeg havde situationen under kontrol. I december 2014 fik jeg et anfald igen. Denne gang ikke i min seng, på mit værelse, hvor jeg kunne skjule det for resten af verden. Nej, det skete midt på Nørreport station i København. Og i armene på Andreas. Vi havde lige været til møde hos vores pladeselskab få minutter inden. Alt gik godt for os, De Dødelige, og der stod jeg så midt på gaden mens tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Andreas havde slynget armene rundt om mig og forsøgte med trøst. Men jeg kunne slet ikke styre det.

 

Der gik det op for mig, at der sgu ikke var noget unikt over mig. Jeg var bare Ulrik fra Bagsværd, som, ligesom den sociale taber eller ulykkelige funktionær, blot er skabt af kød og blod.

 

I denne længerevarende in-transit-tilstand kunne jeg også mærke, at jeg sjældnere nød mine øjeblikke på scenen. Blandt andet fordi jeg hele tiden planlagde og bekymrede mig om ugen eller måneden forude. Det har også gjort, at jeg i højere grad mindes mange af vores koncerter og studiesessions som projekter, der blot skulle overstås, fordi der jo altid var endnu et projekt, som igen skulle overstås.

 

Jeg tror, at langt størstedelen af min stress og mine angstanfald har været selvforskyldt og her gælder især én faktor: jeg altid har været ekstremt bange for at gå glip af noget. Igennem gymnasiet blev der derfor også gået mere på druk, end der blev læst i bøger. Frygten for at gå glip af noget, af alt, fulgte mig op igennem gymnasiet og årene derefter, og da vi (De Dødelige) i 2012 blev signet på Sony Music, så var jeg både fuldtidsstuderende, studenter-medhjælper i en stor brancheorganisation, frivillig og musiker. Men kernen i problemet var ikke kun, at jeg havde mange ting, at tage mig til. Det var følelsen, det gav mig, når jeg ikke nåede at fuldføre alting. Det var en personlig falliterklæring, hvis jeg ikke nåede mine planlagte projekter, hvilket efterhånden mest kom til udtryk, som en permanent dårlig samvittighed og til sidst stress. I retrospekt kan jeg godt forstå min mors store bekymring, men på det tidspunkt var det vigtigste bare at undgå at sige fra og holde alle døre åbne. For problemet var og er stadig, at jeg elsker at lave mange forskellige ting. Jeg ser hverken mig selv, som en gennemført musiker, studerende eller arbejdende, men jeg prøver at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv ligesom alle andre mennesker.